www.massey.dk  
www.massey.dkLevende foredragForfatterskabForlaget ZARPresse og interviewsKontakt og links
 

Levende foredrag

Kristian Massey Møller


ANBEFALINGER: Af foredrag om Afghanistan i Alkestrup sognegård (ved Søren Tordrup): "Det var et tankevækkende foredrag af en meget levende fortæller". Af foredrag om Afghanistan på Rigspolitiets kursusmøde (ved Sten Hansen). "Kristian Massey Møllers foredrag om de danske soldater i Afghanistan var en øjenvidneberetning, som gjorde indtryk. Med indsigt, udsyn og engagement fortalte han om de årsager, konditioner og konsekvenser, der er knyttet til soldaternes tilstedeværelse under meget fremmede forhold. Det var værdifuldt at få dette indblik som supplement til til mediernes løbende beretninger om krigen i Afghanistan".


Levende og tankefulde foredrag

- honorar 4200 + kørsel efter statens højeste takst:

Krigen i Afghanistan - blandt danske soldater i krig: 

Jeg virkede i 2008 som feltpræst i Afghanistan, var tæt på den enkelte soldat mellem krig og savn og mod og afmagt. Foredraget handler om den danske indsats og mødet med Afghanistan – både kollektivt og individuelt. Om at være soldat. Om fokus, erfaring, tillid og samvittighed. Om angst og frygt. Om kammeratskab, fremtidshåb og overlevelse. Om mål og virkning. Om det afghanske samfund; religiøs, socialt og historisk. Om hvad danskhed i den sammenhæng er. Om soldatens liv, der for altid er forandret? Bestil min øjenvidneberetningen Stille bøn i Helmand. Se tv-interview. 

Af honoraet går 100 kr. til Kammeratstøtteforeningen. 

Danmarks morgendrøm - Fortællinger om Danmark og danskere: At danskerne er et folk med fælles historie og sprog og tro, er årsagen til, at vi er, som vi er – også når man indoptager indvandringen. Danmark som et defineret rum fortoner sig i vore morgendrømme, som Grundtvig kaldte vores sagntid, historie og oprindelse. Danernes rige, Danmark har eksisteret siden disse morgendrømme. Her gemmer sig historier om Kong Dan, Kong Vermund, Regnar Lodbrog, Kong Roar og Bjowulf og Grendel. Siden også Dannebrogs tilsynekomst på himlen i Estland og slaget på Grathe hede og flere til. Danmarks morgendrømme er udvalgte fortællinger om danskernes oprindelse. Om indsigt i både danskhed og menneskelivets vilkår og ansvar. Fortalt med indlevelse i malende billeder. Fortalt med saft og kraft.

Danmark i øjenhøjde: I efteråret 2011 udkommer min debatbog Danmark i øjenhøjde. Bygget over interviews med danskere. Om hverdag, historie, terror, indvandring, danskhed og Danmark. Den imødegår vor selvfølgelige moderne myte om, at sammenhængskraften har det skidt i Danmark.  At fællesskabet er væk. At hverken naboen eller Danmark betyder noget. En myte som er skabt i en kendistid, hvor Danmark ofte tales ned. For det viser sig, at Danmark er smæk fuld af sammenhængskraft, og at det folkelige Danmark har det godt. Blot skal vi tale begge dele frem. Foredraget tager livtag med en moderne myte, og blæser den omkuld. Gennem rige eksempler, som opgøret med den umyndiggørende og straffende autoritet til fordel for en ”flad struktur”. Også gennem en historisk tilgang, hvor det står klart, at det danske folk er myndigt. At vi på godt dansk finder ud af det. I det lys ser fremtiden godt ud.  Hør debat om bogen i DR-Poul Friis.

Danmarkshistorien i min fars og min tid:
Min bedstefar var med i "bondetoget" til København, og kunne køre i tog over den nybyggede Lillebæltsbro. Min far husker krigen - den er en levende del af hans verdensopfattelse. Selv er jeg født i 1960 - det år, hvor industrieksporten overhalede landbrugseksporten. Foredraget Danmarkshistorien i min fars og min tid handler om de sidste 80 års danmarkshistorie set gennem tre generationer. Et medrivende foredrag om vor fælles erindring. Om opbruddet fra land til by og om sammensmeltningen mellem dem. Om flad demokratistruktur.  Om kvindernes gang ud på arbejdsmarkedet. Om murens fald. Om indvandringen. Om Muhammed-krisen. Om krigen mod terror. Om et Danmark på vej mod nye tider.

Danmarks integrationspolitik - debat om før og nu:
Vi skal tage hånd om indvandrere og flygtninge og efterkommere, samtidig med, at vi tager hånd om det danske folks interesser. Foredraget debatterer og belyser historisk, at danskere som vi er flest, holder af Danmark, men at vi ikke derfor vil udelukke andre. Samtidig var 1980`ernes og 90`ernes regeringer vaklende i holdningen til først og fremmest Danmark selv. Vi blev i de år belært om, at vi skulle belave sig på at leve i et multikulturelt og multireligiøst samfund. Kunne vi ikke det, blev vi kaldt fremmedfjendske, som ikke tog sig af næsten. Derfor er de sidste 10 års integrationspolitik en milepæl, som vi bør rose. Og 24-årsreglen fra 2002 for ægteskaber mellem danske statsborgere og fremmede landes statsborgere kan historisk set betragtes som en nødvendighed. Nu er tiden så kommet til at signalere en tillid og åbenhed overfor de 560 000 indvandrere, flygtninge og efterkommere i Danmark. Vi skal nu overskride skellet mellem os og dem. Danskere skal virke inkluderende. Vi skal rent ud sige, at alle dem som er kommet til Danmark de sidste 40 år er vores. Dog med det forbehold, at alle er lig dem, som respekterer Danmarks Grundlov og respekterer Danmark som et homogent kulturland med sin religion og historie.

Sorg - om at miste min søn, og om at skulle leve videre: I 1996 mistede jeg min søn i et trafikuheld, og stod midt i et tab, jeg søgte at klare. Selve tabet var naturstridigt, selvom vi dog alle før eller siden skal miste en kær. Jeg stod overfor det ubønhørlige og nådeløse faktum, at livet af sig selv gik videre. Men hvordan gik det videre? Og hvad kan man som menneske holde til og leve op til, når nu livet vil og skal leves? I al fald lå der en kraft gemt i både at ville og at tro. Læs mere om at miste, og om sorg. Hør samtale i DR menneske og tro.

Coaching og kristendom - kan jeg blive et bedre menneske?  
I en boghandel kan man købe et utal af bøger om, hvordan man bliver et bedre menneske. Selve hovedværket fra 1990`erne er bogen De 7 gode vaner. I den er buddene tydelige. Man skal gøre det første først. Man skal tænke i at vinde. Man skal først forstå og så blive forstået. Men der er mange bud på "blive et bedre menneske-markedet", så der må vel være fusere og faldgruber, som man skal tage sig i agt for. I foredraget kridtes banen op med fokus på både kristendommens svar og danske svar. Hvad siger Jesus i evangeliet om at coache og det at blive et bedre menneske? Hvad siger Grundtvig? Hvad siger Kierkegaard.

Integration og dansk frisind: Der bor næsten 200.000 muslimer i Danmark. Men den konstatering stiller jeg spørgsmålet, hvordan vi kan leve side om side? Et sammensat billede dukker op, for nogle steder i verden lever kristne og muslimer side om side. Men er det muligt i Danmark, hvor vi i generationer har skabt et velfærdssamfund ved hårdt slid. Skal danskere f.eks. acceptere og tolerere, at sharialoven sættes over grundloven? Og hvad med det danske frisind? Hvad kan det? Der er tale om debatterende foredrag på historisk-kulturel grund. 

Damaskus - Rejsen til byen med det kristne mindretal: Kan kristne og muslimer leve side om side ude i verden og herhjemme? Om mit møde med en arabisk by, dens muslimske flertal og dens kristne enklave og deres sameksistens. Og om sameksistens mellem muslimer og danskere. 

Kirkekunst fra Michelangelos Pieta til Per Kirkeby og Arne Haugen Sørensen m.fl: En "powerpoint" fortælling om kunstnerens billedskabelse, billedmotiver og livstolkninger. Bl.a. inddrages Michelangelo , Per Kirkeby og Arne Haugen Sørensen. Hvordan kan man f.eks. iagttage, at Per Kirkeby i en periode dyrker livsleden og derfor reagerer ironisk ved at fremvise en angstfyldt ensomhed? Og hvilket modsvar viser bl.a. Arne Haugen Sørensen med sine fantastiske opstandelsesbilleder, der nytolker både kristendommen og menneskelivets vilkår. Foredraget er velegnet til at belyse forholdet mellem tro, liv og kærlighed. Der er tale om en tankevækkende og indlevet kunstoplevelse og en eksistentiel livsrejse.

Kirkekunst - Da kirkekunsteren Niels Larsen Stevns malede  Kristus ind i det 20.årh:  Et ”powerpoint” foredrag om en mand som kom fra et fattigt hjem på Stevns, og var drevet af social indignation og personlig trang til at ville udtrykke ægthed. Han skabte glødende øjebliksmalerier, der taler til os. Han ville male Kristus ind i det 20. århundrede. Han ville forkynde kristendom og maleri i et. Foredraget giver et historisk rids og er en kunsthistorisk værkoplevelse.

Foredrag om kunst - Om Picasso og Guernica og krigens helvede og menneskets håb: Pablo Picasso var alllerede en verdensberømt kunster, da Hitlers Heinkel-fly i 1937 bomber Guernica. Det kom der et banebrydende kunstværk ud af: Guernica.  Picasso malede med sit splintrede og surreale værk en virkelighed, så langt mere dybt og grufuldt, end det vi oplever. Foredraget er kunsthistorisk og historisk - er en rejse ind i vores fælles erindring om gruen i krigen. Om Picassos gudsøje, som repræsenterer lyset og retfærdigheden. Om hesten som repræsenterer det spanske folk, og om tyren der repræsenter diktaturet. Om håbet i kvinden med lampen. Om kvinden med det skrigende barn. Om krigens helvede. Om Guernica og Hiroshima.  

Janteloven - "Du skal ikke tro du er noget". Forfatteren Aksel Sandemose blev kendt for sin skelsættende jantelov, hvorfra alle kender budet: ”Du skal ikke tro, du er noget”. Han voksede op i starten af sidste århundrede under den kvælende jantelov, og spørgsmålet er, om janteloven i dag stadig tager kvælertag på os: Håndboldtræneren Anja Andersen påstår det i al fald, og sidst har forfatteren Christian Jungersen i sin prisbelønnede roman ”Undtagelsen” berørt mobningens ondskab på en arbejdsplads. I foredraget fortælles Sandemoses svære livshistorie under Janteloven, og Janteloven lever i dag – gør den det, kan den så sættes ud af kraft eller ej?

Martin A. Hansen - liv og digtning og det moderne menneske. Hans forfatterskab blev til i spændingen mellem land og by – ikke mindst moralsk og eksistentielt under krigen, hvor han gik under jorden. Han skrev om bondens uskyld og tabt idealitet i Jonathan og Lykkelige Kristoffer, og beskrev i Løgneren først og fremmest moderne menneskers vilkår i en tilværelse uden faste værdier, holdepunkter og personlig kerne:  fanget i ensomhed i sin egen grublen. Foredraget belyser forfatterens forsøg på at navigere i en rodløs verden, og om at forvalte sit livsrum nu og her i en forholden sig til ansvar og skyld.

"A ku snak` vestjysk” -  danmarkshistorie, landbosamfund og dialekter.  Et erindringsforedrag om den sidste tid 1960`erne, hvor familiebruget var det vigtigste, hvor der var forskel på land og by, hvor det "næsten" forsvundne vestjyske tungemål blev latterliggjort og udstillet, og hvor industrieksporten for første gang overhalede landbrugseksporten.

 

Danskhed, Islam, Kristendom, Damaskus, Sorg, Martin A. Hansen, Janteloven og Sandemose, Frihedskamp og besættelse, Frikorps, Niels Larsen Stevns, Kirkekunst Arne Haugen  

 

 

 

www.massey.dkLevende foredragForfatterskabForlaget ZARPresse og interviewsKontakt og links